Værd at vide: Mutzu er udviklet i Amori, Japan som en krydsning mellem det japanske æble Indo og Golden Delicious. Æblet har navn efter byen Mutzu på øen Honshu, som er center for japansk frugtavl. Træet er kraftigt med få tykke skud og er et bredkronet træ. Frugten er stor. I år med særligt gode vækstforhold kan der høstes Mutzu æbler på ca. 1 kg/stk. Farven på modne æbler er grøngul gående mod guldgul. Solsiden kan være rødstribet. Kødet er gulligt, delikat sprødt og saftigt. Smagen er sødmefuld og parfumeret. Et yderst velsmagende vinteræble med fremragende køkkenegenskaber. Mutzu er et fortrinligt malavningsæble og det har størrelsen med sig. Det kan bruges stort set over alt i det salte køkken - gerne i sammenhæng med æbleeddike, der afbalancerer den sødmefulde tone. Fuldstændig som moderæblet Golden Delicious kan Mutzu bruges i alle desserter. Det er velegnet i både ovn og gryde og giver en meget, meget fin most.
»Jeg gik jo ned ad rækkerne i plantagen og lurede, og så opdagede jeg æblet, da det var fuldmodent,« fortæller frugtavler og gårdejer på Femø, Finn Sloth Larsen. Han bragte det enorme grønne Mutsu spiseæble til øens posthus, der har åbent hver eftermiddag. Og en kontrolvejning hos postbestyreren viste en vægt på 1,410 kg. Dermed er der tale om Danmarkshistoriens største æble. |