Værd at vide: Sorten er tiltrukket af det engelske frugtavlsfirma Th. Rivers i Sawbridgeworth som krydsning mellem Prince Engelbert og Rivers Early Prolific. Navngivet til ære for den russiske kejser som i 1874 var på besøg i England. Sorten kom til Danmark i 1902. Frugten er middelstor. På noget ældre og rigtbærende træer er frugten ofte lille og dårligt udviklet. Formen er rund til oval, regelmæssig og med en bred og dyb fure. Den grønne grundfarve skifter til lys brunrød. Som fuldmoden er den sortviolet og ens over det hele. Huden er dækket af en tæt lys dug som let gnides af. Kødet er gult, saftigt, ret fast og noget fibret. Smagen er sødlig sur med nogen aroma. En god spiseblomme. |