Værd at vide: Dette er en gammel, meget værdsat sort, som sandsynligvis stammer fra Frankrig. Denne blomme, og den gruppe af sorter der hører ind under dette navn, er opkaldt efter Frans 1.s dronning Claude. Det siges at den allerede i 1400-tallet var kendt i Frankrig. Sorten kom til Danmark i 1795. Træet er kraftigt og solidt. Frugten er middelstor og rund med ureglmæssigheder i formen. Blommens farve går fra blåliggrøn til gulgrøn. Solbeskinnede frugter kan have partier med en rødviolet farve. Kødet er gulgrønt, trådet og meget saftigt, blødt og nærmest smeltende. Blommen er udpræget sødmefuld, meget aromatisk og må regnes som en af vores fornemste spiseblommer. Grøn Reine Claude giver en fantastisk marmelade og en lige så god is, den er skøn i kager og kompot. Den kan syltes og er også velegnet til frugtsalat o.lign. |