Værd at vide: Sorten er tiltrukket ved frøudsæd af planteskoleejer Boisbunet i Rouen i Frankrig. Modertræet bar frugt første gang i 1857. Anbefalet til plantning i Danmark i 1914. Træet er svagtvoksende med en åben, nogen ureglmæssig vækst. Ganske hårdfør, men kan dog skades ved længerevarende hård frost. Blomstrer tidligt, hvorfor nattefrost kan skade frugtsætningen. Sund og letdyrkelig sort. Frugten er oval. Den grønne grundfarve ændres ved modenhed til empire- eller kanariegult med grønligt skær. Den brunrøde, senere rødorange dækfarve er på bægerpartiet afbrudt af smalle striber af grundfarven, mens den på stilkpartiet mere fremtræder i pletter og marmoreringer. Frugtkødet er noget groft og løst, ret saftigt og med en behagelig, sødlig, lidt krydret smag. Lugten lidt ram og krydret. Må betegnes som en god spisepære når den er veludviklet. Den bedste af de tidlige pærer. |