Vildtvoksende mange steder i landet. Mange har stødt på den helt ude vestpå i klitterne, med blæst, havgus og sandede jorde. De er stikkende og ubehagelige at komme i nærheden af i badetøj. Den kaldes også meget almindeligt sandtorn. Men den er mellem Danmarks første planter, der kom hertil for mere end en halv snes tusind år siden sammen med rensdyret. Havtorns danske navn kommer naturligt af, at havtorn er mest udbredt nær havet. Det mest brugte danske navn ’Sandtorn’ forekommer lige så velmotiveret, da den er udbredt på sandede klitter. Det latinske slægtsnavn ’Hippophae’ (hippo = hest fra græsk) er klassisk latin for ’skinnende hest’ et navn, der menes at være opstået da man, efter at have fodret raceheste med bladene, fandt at dyrene blev sunde og fik blankt skind . Bladene indeholder meget protein (gennemsnit 15 %) og kan bruges som foder til husdyr og kæledyr. En anden legende har en mere spændende historie: bladene var det foretrukne måltid for den vingede, flyvende hest, Pegasus, som Zeus brugte, når han havde travlt, og de skulle være medvirkende til, at Pegasus kunne komme i luften.